Ny borgerforening i Lille Skensved, Højelse og omegn
Der var mere end 55 medborgere mødt op for at høre mere om den stiftende generalforsamling for Borgerforeningen Lille Skensved, Højelse og omegn i går onsdag d. 22/10 i Skensvedhallen i Lille Skensved. Initiativet til Borgerforeningen er taget af Styregruppen for bevarelse af Højelse Skole.
– Al den positive energi, der har været omkring bevarelsen af Højelse skole, har styregruppen valgt at bruge som katalysator for at starte en ny borgerforening i Lille Skensved, Højelse og omegn, udtaler Peter Juul, den nyvalgte formand for foreningen.
Som nystiftet forening skulle vedtægterne godkendes, og efter en spændende debat kunne en samlet forsamling godkende vedtægterne. Hovedformålet for Borgerforeningen er at være et lokalt talerør for Lille Skensved, Højelse og omegn, samt at arbejde for et øget fokus på vækst i Køge Nord med det formål at tiltrække og fastholde borgere og børnefamilier.
Den nye forenings bestyrelse blev sammensat med udgangspunkt i den gamle styregruppe, men der er også nye ansigter. Det er utroligt positivt med nye kræfter. Jeg er særligt glad for at se, at engagementet i lokalsamfundet fortsat er højt. Det er jo noget helt andet at kæmpe mod en skolelukning og nu at skulle arbejde fremadrettet og skabe nye muligheder og idéer, udtaler Peter Juul.
Der er valgt 12 bestyrelsesmedlemmer samt 2 revisorer og 1 suppleant.
– Det er vigtig for os, at vi fortsat har en god og positiv dialog med politikerne. Vi har erfaret, at de faktisk er meget villige til at mødes og tale med os. Vi må desværre indrømme, at vi ved for lidt om de planer, der ligger for vores lokalområde, og det vil vi lave om på. Vi vil være med til at påvirke beslutningsprocessen – det skal være naturligt, at kommunen kontakter vores forening, hvis de vil se nærmere på planer for vores områder, udtaler Peter Juul.
– Vi ved, at kommunen vil se nærmere på lokalplaner for landsbyerne, og den proces vil vi være en del af. Køge Nord er et områder med mange nye initiativer som for eksempel Køge Nord Station, Supersygehuset og udvidelse af motorvejen – den vækst vil vi være en del af, udtaler Peter Juul.
– Det er vores hensigt at arbejde aktivt for, at der bliver skabt et politisk grundlag for et forøget fokus på Køge Nord. Vi vil ydermere markedsføre området aktivt med hjemmeside og lokale aktiviteter, der fortsat kan styrke sammenholdet i lokalsamfundet og gøre vores by attraktiv for nye tilflyttere, udtaler Sille Haahr-Aasmul, som er valgt som næstformand for foreningen.
– Faktisk kunne det være spændende, hvis vi kunne være med til skabe en vision om, at Køge Kommune skal være en af landets bedste kommuner, udtaler Sille Haahr-Aasmul
En stor del af borgerne, der var med til den stiftende generalforsamling, deltog også i en innovationsworkshop, som lå umiddelbart i forlængelse af mødet. Formålet med workshoppen var at give den nyvalgte bestyrelse ideer til, hvordan Lille Skensved i 2020 vil være en af Sjællands mest attraktive landsbyer. Workshoppen havde mange spændende forslag og idéer, blandt andet rekreative områder, infrastruktur, fællesskab, handelsliv, udstykninger, dialog med politikere, sammenhold og meget mere.
– Det er en fantastisk spændende vision at arbejde med, og den er slet ikke urealistisk. Vi ser frem til at være en del af et af Danmark største vækstområder, udtaler Peter Juul.