Borgerforeningen Lille Skensved, Højelse og omegn har indgivet nedenstående høringsvar i forbindelse med høring om “Budget 2017-20”:

 

Kære Byrådspolitiker

Køge Kommune er en kommune i betydelig vækst – et regionalt kraftcenter med ideel placering fra hovedstaden. Vi har lov til at være stolte – ikke mindst af vores nye titel som Årets Handelsby 2016.

Ifølge Fremforsk, Center for fremtidsforskning, tænker tilflyttere ikke nødvendigvis i bestemte kommuner, men mere byer eller områder – og især børnefamilier er meget grundige, før den endelige beslutning tages.

Alle kommuner er optaget af at tiltrække borgere, fordi en positiv tilgang af nye borgere er en vigtig faktor for fremtidens kommunale vækst … især børnefamilier har en positiv effekt på den økonomiske vækst i en kommune.” (Fremforsk, Center for fremtidsforskning)

I nærværende sparekatalog for 2017-20 stiller man forslag om besparelser på børne- og skoleområdet, som i flere sammenhænge vil forringe forholdene for vores mindste børn og for vores skoler.

Ifølge KORA bruger vi – på skole området – 8% under det, man statistisk kunne forvente ud fra kommunens strukturelt betingede udgiftsbehov, svarende til indeks 92. Også på dagtilbudsområdet ligger vi under det landsgennemsnitlige udgiftsniveau.

I 2015 investerede man i Køge Kommune 3,9 mio kr. til bedre normering ved at hæve vuggestuealderen fra 2 år og 10 mdr til 3 år. Ifølge KORA har det betydet, at vi nu ligger på det landsgennemsnitlige niveau i forhold til normeringerne. Her 2 år efter stiller man forslag om at sænke vuggestuealderen igen og dermed atter forringe normeringer, hvilket vi på ingen måde kan anbefale. Hertil kan tilføjes, at i følge KORA ligger andelen af uddannede pædagoger i vores daginstitutioner på 55%  – det er 4% under landsgennemsnittet og 10% under vores eget mål på 65%.

I sparekataloget ses også flere ”gamle travere” både i sparekataloget for børne- og skoleområdet. Effektiviseringer, der i bred kam forringer forholdene for vores børn, vores ansatte og for forældrene. Det kan ikke anbefales.
Det er fint at have et stort vækstpotentiale og bryste sig af at kunne tiltrække virksomheder, der skaber arbejdspladser i Køge. Men på sigt skal virksomhederne også kunne tiltrække de rette ansatte, og det forudsætter blandt andet, at man prioriterer børne- og skoleområdet. Vi mener, at der mangler visioner og en større prioritering af området, hvis vi skal have skoler og dagtilbud af høj kvalitet – og dermed blive den foretrukne bokommune for unge par og børnefamilier.

I øjeblikket søger børnefamilierne ud af storbyen mod kommuner som Køge. Men inden de skriver under på købskontrakten til drømmehuset, kvalitetstjekker de den lokale daginstitution og skole. Det gør de, fordi deres børns fremtid vigtig for dem. I Lille Skensved, Højelse og omegn har vi i de seneste år mærket, at antallet af børnefamilier, der flytter til vores lokalområde, er stigende, netop fordi vi sætter børn højt på dagsordenen.

Borgerforeningen Lille Skensved, Højelse og omegn anbefaler, at man i Køge Kommune tænker langt mere visionært og ser værdien i at investere i vores børn og unge, dvs i dagtilbud og skoler af høj kvalitet. Vi opfordrer til, at politikerne tager vores børns fremtid alvorligt. En investering nu er en investering i fremtiden.

”I Køge Kommune er børn og unge en rigdom, og Køge Kommune ser investeringer i deres liv som en investering i fremtiden” (Vision for Køge Kommunes børn og unge i kommunens ’Børn- og ungepolitik 2016-2019’)

På vegne af
Borgerforeningen Lille Skensved, Højelse og omegn

Peter Juul
Formand for bestyrelsen