Omkring 200 glade borgere var mødt frem til Skt. Hans aften ved spejderhytten i Lille Skensved! Der var et lille bål til at bage snobrød og riste skumfiduser over – og et meget stort bål med en heks på toppen. Formand Peter Juul hold årets båltale og roste os for det store fremmøde “Jeg er stolt over den store opbakning til dette fællesarrangement for byen” udtaler Peter Juul.
Og til dem, der ikke deltog – eller dem, der ikke kunne høre det, så gengives afslutningen på båltalen her:
“Alle har hørt historien om, hvorfor vi fejrer Sankt Hans, men ingen kan huske den, så den vil jeg ikke gentage … det er ellers ofte temaet i en båltale. Lad os fokusere på, at det handler om fællesskab og hygge. Det er grundstenen i vort samfund og sammen med frivillighed, så er det det, vi skal bygge vores fremtid på. For nye cykelstier, togbane, lyskryds og udstykninger gør det ikke alene! Jeg tror, vi kan fortsætte udviklingen af dette samfund, som er helt unikt, men det kommer ikke af sig selv”.
Tusind tak for en fantastisk aften, tak til eventgruppen for det flotte arrangement!